Jordens Folks nyeste nummer (3:2011) handler om Ting. Hvorfor og hvordan er ting vigtige for folk og for det etnografiske studie af folk? Hvorfor og hvordan er ting kommet tilbage i centrum for antropologien?

Som en appetitvækker til temaet og tidsskriftsnummeret skriver Thea Skaanes nedenfor en klumme om ting og materialitet som begreb. Thea Skaanes er museumsinspektør og ph.d.-studerende på Antropologi og Etnografi på Aarhus Universitet.

Nummeret kan bestilles ved henvendelse til Dansk Etnografisk Forening.

FØR-TINGSLIGHED: Det konkretes anticipation

Af Thea Skaanes

Metodisk selvsikkerhed er skøn. Det antropologiske feltarbejde, hvor alting konkretiseres i kaotisk form og mening, er der, hvor vi i faget har en nærmest titaniumpansret selvsikkerhed. Det har vist sin styrke og forskningsmæssige innovative kraft i årtier. Vi kan føre de mest udsyrede teorier tilbage til (ligeså udsyret) konkret empiri. Det konkrete. Det formfaste. Det, der er.

Den antropologiske metode, vores metode, er feltarbejdet, siger vi igen og igen. De andre faggrene koloniserer metoden, men de kan nu engang ikke gøre det lige så solidt, raffineret og reflekteret som os. Vi ejer den. Og vi ranker os af det. Overbærenhed overfor rosset!

Men hvad er det, der er så særegent med feltarbejdet og den empiri, metoden vender sig mod? Hvilken status har denne verdensnærhed for vores vidensproduktion? Vi trækker vores empiri frem som byggeklodser i argumenter; det er forskningsmateriale. Materiale er udledt af det latinske materia, som betyder tømmer eller stof (som i stoflig). Så vores arguments tømmer er vores materiale, vores empiri. Teoretiske debatter kommer og går, og hovedbegreber skifter med samme frekvens som længden på de smarte pigers nederdele. Som en god kollega sagde til mig: Prioriter din empiri – den kan ingen tage fra dig. Det er det konkrete. Det formfaste. Det, der er.

Jeg er museumsinspektør og laver ph.d-projekt om forholdet mellem konceptuelle forståelser af henholdsvis det, der anses for at være materielt og det, der sorterer under det immaterielle. Dette spørgsmål trænger sig på i museumsverden for, hvad er det, vi samler ind og kører igennem museumsmaskinen for at ende på magasinet klar til brug for forskning og formidling? Disse genstande, disse objekter, disse materielle størrelser, der hober sig op i magasinerne. Og den rolle, den agens, som disse materielle størrelser skal indtage, er jo netop, at de gerne skal kunne sættes i relation til verdenssyn, kulturelle hybrider, lokal viden, eksotiske strukturer, magtpositionering og social organisering og så videre, ja, til alt det, vi humanister gerne forsker i, og som nu engang ikke er materielt, men netop konceptuelt. Så disse genstande skal altså gerne kunne række udover sig selv. Tale videre ind i en anden sfære end sin egen. Interessant.

Heldigvis er der en tidevandsbølge af teoretiske udviklinger, der understøtter transgressive bevægelser mellem digitale dikotomier (digitale som bestående af 0’ere og 1’ere, her altså enten-eller tanken). Ophævelsen af den konceptuelle dikotomi mellem subjekt og objekt er blevet mainstreamet i fagets grundforståelse af en lang række publikationer. Vi taler nu om objekter med subjektets egenskaber – tingenes agens, virkemåde, og evne til at indgå i dialog. Ting, objekter, genstande, dødt materiale animeres i langhårede teorier, de får liv.

Henare, Holbraad og Wastells argumenterede i Thinking through things (2007) for, at ting ikke kun skulle anskues som quasi-subjekter, nej, tingenes egenskaber ændres på det ontologiske plan – de opfattes ikke som værende dit og dat, nej, de er noget andet end det, vi lærde ser med det kultur-specifikke, partikulære syn præget af dogmer og forhåndskategorier, som vi opererer med, og som har præget den teorihistorske blå bog for ordentlig videnskab.

Og hvorfor er de her ting så noget andet? Skal det være noget andet end det stykke tømmer, vi ser for os? Svaret kommer prompte og gentagne gange fra Henare et al.: Det ernoget andet, fordi vores informanter siger, at det er noget andet. Empiriens potens slår igennem: Det konkrete… Hviskende og i parentes bemærket: Førhen har vi bare ikke lyttet ordentlig efter – vi har været sølet ind i egne dogmer og ikke formået at forestille os en anden grundforståelse af verdens egenskaber end vores egen.

Nu har jeg i skrivende stund ikke selv været på feltarbejde i ph.d-projektet endnu. Jeg skal på feltarbejde blandt nomadiske jæger-samlere i Nordtanzania, mit fokus er på hadzaersmaterielle og immaterielle konceptualiseringer. Men altså endnu har jeg ikke feltarbejdets pondus i ryggen. Jeg har således ikke stofligheden i mit argument til min rådighed. Det giver jo et problem: materialet er for nuværende nærmest ikke-tilstede. Jeg mangler det potente, det originale, det konkrete, det, som ingen kan tage fra mig. Lige nu er jeg således blot en bognomade, som læser titler, og forestiller mig ting. Forestillinger. Forventninger. Det er ikke konkret. Det er ikke stofligt. Det er ingenting. Det er forgængeligt, og skal have karakter af villigt at afstå pladsen for empiriens tyngde, eksemplerne og de emiske begreber. Lidt frisk kan det betegnes en beskæftigelsesleg for hjernen, inden det rigtige melder sig.

Men lad mig dvæle et øjeblik ved denne ikke-viden viden. Den er præget af at være forvrænget, fortænkt og ude af propertioner. Der er nu noget dejligt vildt over forestillingens ikke-viden, hvor fantasien og tanken kan flyve frit og måske forsvinde ud i horisonten for aldrig at komme tilbage. Præget som den er af brudstykker og gakkede sammenstillinger, der puster et perspektiv op så det antager dominans som kæmpen i lilleputternes land, men som netop på grund af denne fritstilling er et frirum, en legeplads hvor ’hvad-nu-hvis…’ og ’prøv at flytte rundt på start-og-slut/op-og-ned/argumentet/…’ er de fornemmeste legeredskaber.

Kan man høre et fjernt ekko af rævens bemærkning om rønnebærrene et sted, så er det nok ikke helt ved siden af. Jeg er så utålmodig og kan ikke vente til, at jeg sidder med noget konkret, noget formfast, noget, der er. Jeg ser frem til det flydende kaos, der præger det materiale, feltarbejdet producerer, men også til at skue over de indsamlede genstande, objekter, ting, som jeg tager med tilbage, og som jeg kan beskrive, måle og bruge som portaler til hadzaernes liv. Og det er i den vekselvirkning mellem den forvrængede tanke og den verdensnære, mellem det flydende kaos og den klinisk systematiske nøjsomhed, at jeg ser et kæmpe felt for udsyrede, skabende, vovede produktioner – både skriftligt, visuelt og gennem udstillinger.