Oprettet Torsdag, 16 juni 2011 09:14 Skrevet af Steffen Dalsgaard

Sammenligninger af demokrati

I sidste uge skrev jeg om megaseminaret, som blev afholdt af den danske forskerskole i antropologi og etnografi, og om at den workshop, jeg var med til at arrangere, handlede om sammenligninger af demokratier. Demokrati er efterhånden ret omdiskuteret både i medier og i human- og samfundsvidenskaberne. Vesten har (med USA i spidsen) de senere år gjort en dyd ud af at ’eksportere’ demokrati til lande som Irak og Afghanistan, og under ’det arabiske forår’ har begivenhederne i flere lande i Mellemøsten og Nordafrika bekræftet overbevisningen om at demokrati er en universelt eftertragtet styreform. Men demokratiet udfordrer ikke bare eksisterende styreformer – det udfordres også selv af forskellige fortolkninger af politisk legitimitet, autoritetsformer og politisk kommunikation – ikke bare ude i den store verden, men også i Danmark. Så sent som i forgårs var det muligt at læse i Ugebladet A4 (samt i MetroXpress), at 11 % af deltagerne i en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark, mente, at det ville være ’temmelig godt’ eller ’meget godt’ at have en politisk styreform med ’en stærk leder, som ikke behøver at bekymre sig om Folketing eller politiske valg’. På den ene side kan man undre sig over, hvad der kan have ført til, at personer har afgivet de konkrete svar i de tilfælde, hvor de gjorde det. På den anden side er det også til tider nødvendigt (blandt andet på foranledning af resultatet af en sådan undersøgelse) at gribe i egen barm og diskutere, hvordan demokratiet fungerer i Danmark i dag.

Mit paper på megaseminaret forsøgte til dels at gøre dette gennem en sammenligning af demokrati i Danmark og Papua Ny Guinea. Der kan skrives meget op og ned om ligheder og forskelle i forhold til medier, uddannelse, forsamlingsfora, græsrodsaktivisme og meget mere af det, der kan siges at kendetegne et demokrati. Mit fokus var konkret: Hvordan valg finder sted gennem en undersøgelse af, hvordan stemmer optælles og tæller med i de to lande. Idealet bag de to landes valgsystemer er grundlæggende det samme: Den demokratiske stat har legitimitet gennem folkevalgte repræsentanter, og alle borgere har som selvstændige individer lige ret til at afgive en stemme (hver). Men hvor vælgere begge steder får at vide, at de har én stemme, så er der dog vid forskel på, hvordan og hvor meget den enkelte stemme tæller, og om folk selv tolker den stemme som værende én eller flere. I PNGs valgsystem (kaldet ’limited preferential voting’) har vælgere i dag således tre præferencer til den ene stemme, og optællingen af stemmer sker gennem en eksklusionsproces, hvor de lavest rangerende kandidater tages ud og deres stemmesedler omfordeles løbende til anden eller tredje præferencer, indtil én kandidat har over 50 % af de afgivne og gyldige stemmer. Dette fører til forviklinger og misforståelser i forhold til, hvorvidt alle ens præferencer kommer til at tælle med i det samlede resultat eller ej. Kandidater (og også flere vælgere) er frustrerede over, at den hemmelige afstemning forhindrer dem i at vise, hvilke udvekslingsforhold og alliancer, der er på spil. Eftersom stemmeafgivelsen tolkes som en personlig gave, er det jo nødvendigt at udvise reciprocitet, men hvordan er det muligt, når man ikke ved, hvem der har givet hvad, og hvem man skylder hvad? Optællingssystemet er dog til gengæld nogenlunde letforståeligt for de fleste, hvis man bruger en time eller to på at gennemgå det.

I Danmark kan en stemme egentlig også tælle mere en én gang og for mere end en person ved både at være en parti-stemme og en personlig stemme. På grund af den nationale proportionale fordeling af stemmer er det dog ikke sikkert, at ens stemme i sidste instans vil gå til den person, man personligt har stemt på. Faktisk kan en stemme på en lavt rangeret kandidat let ende med at tælle i forhold til en af partiet højere rangeret kandidat – uanset om vælgeren kan lide den kandidat eller ej, og måske oven i købet bevidst undgik at stemme på vedkommende. Matematikken bag den proportionale fordeling er ikke svær for en statistiker, men den kræver en vis indsats for en læg person at sætte sig ind i. På den anden side kan man som vælger være ret sikker på, at det parti, man stemmer på, vil opnå en fair proportional repræsentation i Folketinget. På den måde er det danske valgsystem ikke specielt gennemskueligt, hvis man går i detaljer, men hvis man stoler på partiapparaterne som repræsentative kollektive enheder (frem for at være fokuseret på enkeltpersonerne, der stiller op, som man gør i PNG), så fungerer systemet fint. Det er også et godt eksempel på et ekspertsystem, der netop fungerer på grund af befolkningens tillid.

Til gengæld kan man overveje vigtigheden af systemets gennemskuelighed i forhold til, hvordan en dansk regering har promoveret eksport af demokrati, eller at Francis Fukuyama i en af sine bøger – samt på den nyligt afholdte ’Matchpoints konference’ i Aarhus – har talt om Danmark som model for demokratisk udvikling (og en passant mener, at PNG er langt bagefter på den evolutionære skala – til trods for at landet efter min mening på mange måder er langt mere demokratisk end for eksempel USA). Det danske system fungerer, fordi folk har tillid til det, men hvordan ville det virke andre steder? Eller hvordan ville det virke, hvis nogen ved det kommende valg kom og fortalte os, at vi skulle have et nyt valgsystem, og at det ville være så matematisk kompliceret, at almindelige borgere ikke ville være i stand til at gennemskue, hvorfor én person på en partiliste vælges ind frem for en anden? Demokrati-eksport som et tiltag i opbygningen af såkaldt ’svage stater’ indebærer ligesom andre udviklingsrelaterede diskurser en moralsk hierarkisering byggende netop på en underforstået sammenligning af demokratier. Nogle er udråbt til at være mere ’demokratiske’ og ’længere fremme’ end andre.

Og når det kommer til stykket, hvor godt virker så det danske demokrati, hvis 11 % af befolkningen mener at en stærk leder – en diktator – ville være godt, eller 24 % foretrækker et ekspertvælde (hvilket A4s undersøgelse også viste)? Hvor demokratiske valg i høj grad er utænkelige uden en bureaukratisk organisation og procedurer baseret på kvantificering, tal, og optællinger som neutrale og værdifri sammenlignings- og vurderingsskalaer, så er tanken med de folkevalgte vel netop, at de skal være en modvægt til bureaukratiets og eksperternes selvsving? Men at en så forholdsvis stor en del af befolkningen foretrækker ekspertvældet kan måske også skyldes, at politikerne efterhånden ikke er til at skelne fra hinanden, og at det at være ’politiker’ er blevet et fag frem for et kald (jf. Max Weber)? Eller sågar en ’faglig identitet’, som man uddanner sig til og baserer en livslang karriere på? Hvis det er tilfældet, så er politikeren – som en fagperson – i fare for at have mistet kontakten til vælgeren, fordi politikeren så netop ikke er en af ’folket’, men er blevet en professionel repræsentant – eller med andre ord en form for ’ekspert’.

Steffen