Oprettet Onsdag, 22 juni 2011 21:20 Skrevet af Steffen Dalsgaard
Forberedelser til et feltarbejde
Feltarbejdet: Sagnomspundet. Mytisk. Hårdt. Sjovt. Af og til en pestilens. Men samtidig det mest givende aspekt ved faget – i hvert fald for de, der foretrækker levende mennesker frem for det trykte ord som deres empiriske fundament. At forberede et feltarbejde (især et af de ’gammeldaws’, hvor man rejser langt væk) involverer både teoretiske og praktiske foranstaltninger. Det er både nødvendigt at have sat sig ind i hvad man gerne vil vide (det der med at troppe op på en stillehavsø og begynde med at spørge ”Hva’ så du? Hva’ har du gang i?” – det rækker ikke helt), og så lige være sikker på, at ens pas ikke udløber før hjemkomstdatoen.
Fagligt set bliver der til tider rejst spørgsmål om, hvor vigtig den regionale litteratur er for faget, og hvor vigtigt det er fortsat at undervise i regional etnografi. Når man tager på et feltarbejde, får man øjnene op for det. Hvis man ikke i forvejen har forberedt sig mentalt på de situationer, man vil befinde sig i, og hvis man ikke har sat sig ind i de problemstillinger, som ens informanter lever med i hverdagen, så har man heller ikke et aktivt begrebsapparat (endsige et ordforråd, hvis man nu ikke lige kan sproget) til at spørge ind til det, man er interesseret i, og til det, der er vigtigt for ens informanter. Det lyder måske banalt, men med det tidspres, som nogle føler sig underlagt, så er kontekst- og regionallitteratur tit det, der nedprioriteres først. Men på en måde er det faktisk det vigtigste at have sat sig ind i, for denne litteratur giver hele rammen for, at man kan interagere på en fornuftig måde med sine informanter. Og derudover er det jo også godt at være sikker på, at det, man vil beskæftige sig med, faktisk ikke er lavet tidligere.
Afledt heraf er det også nødvendigt at forberede interviewguides. Faktisk er det noget af det, jeg altid (når jeg står i felten) havde ønsket, at jeg havde brugt mere tid på, inden jeg tog af sted. Nogle gange er det tilstrækkeligt at have et overblik i hovedet over de temaer, man gerne vil have vendt, men tit er det vigtigt at have tænkt spørgsmål igennem og især kategoriseret spørgsmål emnemæssigt, så man ikke (især første gang man interviewer om et nyt emne) springer frem og tilbage mellem emner, eller ikke er i stand til at følge op på de svar, som informanten giver.
I næste uge tager vi (min assistent og jeg) til Papua Ny Guinea (PNG) for først og fremmest at følge den nationale folketælling. Danmark er et af de eneste lande i verden, der har tal på sine indbyggere gennem et CPR-nummer system. De fleste andre lande (heriblandt USA, Australien og Tyskland) har forskellige former for folketællingsprocedurer enten gennem totalt mandtal (USA, Australien) eller ved former for ’sampling’ ud fra et udsnit af befolkningen (Tyskland). Men hvordan udfører man en folketælling i et land som Papua Ny Guinea, der er kendt for et ufremkommeligt terræn, mistillid til den institutionelt set ’svage’ stat, og sociale organisations- og slægtskabsformer, der ikke kan skæres over én kam?
Med hensyn til at udforme interviewguides om dette emne, så har jeg her været heldig både at have en væsentlig regionallitteratur, en tematisk litteratur om demografi og sociale surveys samt rent konkret en kopi af de formularer, som statens optællere benyttede sig af under den forrige folketælling i 2000. Det vigtigste skema er den ’census form’, der spørger til folks navne, alder, ægteskabelige, uddannelsesmæssige og økonomiske status.
En folketælling beror på den antagelse, at mennesker kan ses som separate, individualiserede enheder. Disse enheder indgår (i folketællingens termer) i større sociale sammenhænge så som ’household’, landsby, distrikt og så videre. Et af de væsentligste spørgsmål er, hvad der kendetegner et household, og hvilke mennesker, der hører til et sådant. PNGs statistiske bureau definerer et households medlemmer enten som de mennesker, der sover i et bestemt hus, eller som de mennesker, der spiser der. Her lader det faktisk til, at de selv ikke er helt enige, når jeg kigger på det materiale, jeg hidtil har fået adgang til. Udover de åbenlyse problemer i, at nogle dele af landets optællere spørger til det ene, mens andre spørger til det andet, så kunne man tænke sig, at der også lå et problem i at gøre et household til en central størrelse i optællingen, eftersom mange mennesker ikke nødvendigvis har et hus eller et hjem – i hvert fald ikke ét, som er fast. På en måde antager folketællingen, at det er et hus, der bebos af en ’kernefamilie’. Med de slægtskabspraksisser, der dominerer i PNG, er dette mildest talt en fiktion. Tag for eksempel et ungt par, der har eget fysiske hus ved siden af den enes forældre, som de spiser hos. Eller modsat et ungt par, der måske nok er gift og økonomisk set fungerer som en form for familieenhed, men ikke bor sammen. Eller de unge mænd, der ’flyder’ rundt mellem forskellige slægtninge (hvor ens forældre og deres søskende alle sammen er klassifikatoriske forældre), og nogle gange spiser et sted, sover et andet sted, eller holder til ude i jagthytter eller på havet det meste af tiden. Derudover er der steder i PNG, hvor det er almindeligt med flerkoneri. Vil et sådant fænomen udgøre ét eller flere households?
Det interessante er her, at selvom alle de embedsmænd, der er ansat til at udføre folketællingen, godt ved at et household på den måde er en fiktion, så er de tilsyneladende ikke i tvivl om, at folketællingen alligevel har legitimitet og bygger på valide og pålidelige tal. Hvilke tal- og vidensforståelser ligger bag denne tillid? Og hvordan kan vi oversætte disse problemstillinger til konkrete kvalitative interviewspørgsmål? Først og fremmest håber vi at kunne spørge til den enkelte optællers fortolkninger af, hvad der kvantificeres; hvorfor det kvantificeres; samt hvilken validitet, der ligger i den kvantificerede information. Det kan også være interessant at diskutere hvilken værdi, der tillægges svarene for enten optællere eller for de, der tælles. Når folketællingens slogan siger ’count me in’, er det nærliggende at spørge til den symbolske betydning af det at ’tælle med’, og hvor det egentlig er, at man tæller med?
